Skip to content

DET LEVENDE LER – værkstedsudstilling om Anne Marie Carl-Nielsen

Kulturproduktionscentret Godsbanen i Aarhus har modtaget støtte til at realisere et nyt og ambitiøst udstillingsprojekt under arbejdstitlen DET LEVENDE LER.

Udstillingen DET LEVENDE LER belyser den danske, verdensberømte billedhugger Anne Marie Carl-Nielsens værk og virke med særligt fokus på hendes værksted og kunstneriske processer.

Godsbanen, som er et af landets største, mest markante og velbesøgte kulturhuse, vil udbrede kendskabet til Anne Marie Carl-Nielsen til et nyt publikum og præsentere hende på en måde, der ikke er set før.

DET LEVENDE LER bliver en værkstedsudstilling, der går helt tæt på Anne Marie Carl-Nielsens værker og arbejdsprocesser, og som udfolder kunstnerens håndværk og skaberkraft i formidling og aktiviteter.

Her kan besøgende med egne hænder afprøve forskellige materialer og lave deres egne skulpturer med afsæt i Anne Marie Carl-Nielsens teknikker.

Udstillingen iscenesætter kunstnerens levende værksted i Godsbanens Rå Hal på 1.200 m2, der i sin æstetik til forveksling ligner et af Anne Marie Carl-Nielsens egne værksteder, bare i noget større skala.

Udstillingen åbner under Aarhus Festuge 2026 og kan opleves til og med oktober. Der bliver gratis adgang for publikum.

Udstillingen bliver til i samarbejde med blandt andre Museum Odenses nye forskningscenter, Aarhus Kunstakademi, Aarhus Billedkunstcenter, det kunstnerdrevne udendørs skulpturværksted Huggeormen, Teater Fluks, Aarhus Festuge, kurator Anne Zychalak Stolten, udstillingsscenograf Astrid Lindgreen og Skulpturstøberiet i Svendborg.

Læs mere om Godsbanen her: https://godsbanen.dk/hvad-er-godsbanen/

Anne Marie Carl-Nielsen under arbejdet med Carl Nielsen-monumentet, Musikkens Genius. Ved soklen, Maren Hansen hjælper, 1935. © Carl Nielsen Museet. Ukendt fotograf.

Back To Top